Så er det nu!

Så er vi i gang. Rhinguldet gik helt forrygende. En af de sjældne aftener, hvor al energi samler sig, og hvor hele forestillingen løfter sig, fordi alle reagerer på og med hinanden. Valkyrien gik også godt, især pga. sangernes enorme energi, men der var lige et par tekniske problemer i anden akt, som var ærgerlige. Men 3. akt løftede sig igen op.

Måske er det også bare svært at holde premierestemningen to dage i træk. Var helt oppe at køre tirsdag aften – tænk nu er det øjeblik kommet, hvor vi har premiere på vores RING. Det er helt surreelt. Men også rigtigt dejligt at læne sig tilbage og opleve alle billederne glide forbi. Jeg tror, at det vil blive noget af det mest markante ved vores RING – at man får oplevelsen at have set en strøm af billeder glide forbi. Lidt som netop at bladre igennem et fotoalbum.

Domingo

Jeg har ikke nået at skrive, mens Domingo var her, men det er vel overflødigt at sige, at det var en meget stor oplevelse. Han er så utroligt generøs, og heldigvis var han jo totalt på toppen. En fantastisk stemme og en fantastisk personlighed.

Udover at det blev en super forestilling (jeg gyser, når jeg tænker på, at han jo har aflyst en hel del forestillinger tidligere på året – det var tæt på... Domingo sagde selv bagefter, at det var første gang i fire måneder, at han sang så stor en rolle.!!), så gav det et løft til os alle i huset at arbejde med ham.

Men super, at det ikke blev hypet på den provinsielle måde. Det var virkelig en ægte inspiration at arbejde med ham, og alle i huset beviste vores eget værd ved at spille og synge bedre end nogensinde.

Nu er vi ved at være klar til den Ring. Men der er jo også kun 12 dage tilbage...

Det var det

Lang tavshed siden premieren... Skyldes det, at jeg er gået helt i koma? Det kunne såmænd godt have været, for det var virkelig den forventede tomhed, der bredte sig – blandet med passende mængder stolthed, følelse af øjeblikkets storhed og alkohol – forrige søndag.

Men jeg har såmænd bare endelig haft chancen for at holde en virkelig tiltrængt ferie med min kone, fjernt fra Danmark under varme himmelstrøg, fjernt fra opera og arbejde. Computer, mobiltelefon. Alt blev i DK. Derfor også den lange tavshed.

Fik dog faxet anmeldelserne. De fleste var jo rigtigt gode, men det ærgrer mig, at Berlingske (og til dels JP) var dårlige. Men det er typisk, at man fokuserer på det, når nu Pol, WA, Børsen, Inf, Kr Dagbl var rigtigt gode. Jeg forstod faktisk ikke helt, hvad det var Kassebeer savnede i Berlingske. Jo, at han ikke kan lide norne-scenen, - det er jo fair nok. Det er et virkelig radikalt valg. Nogle synes det er et kup, andre synes det er plat. Jeg svinger faktisk næsten selv mellem de to poler, om end jeg er endt med at holde meget af den – også fordi de tre sangere gør det så supergodt. Men resten... nå, smag og behag.

Jeg var meget, meget stolt, og premieren gik efter omstændighederne godt. Nu glæder jeg mig bare til at opleve de samlede opførelser i april (samt til at have Domingo på besøg primo april – det bliver sjovt). Men ind imellem er der vist også en del møder og skrivebordsbunker, der trænger sig på.

I morgen til Cardiff til møde i Opera Europa (de europæiske operachefers forening) og “Den flyvende Hollænder” med Bryn Terfel. Not bad.

Premiere i dag

Premiere om nogle timer. Havde til det sidst nok trods alt håbet på en mirakuløs recovery for Stig, men sådan skulle det ikke være. Havde prøve hele dagen i går med Christian Franz. Det var en mærkelig oplevelse. Han synger flot, og han var meget åben og i vældigt godt humør, næsten lidt for afslappet omkring det hele. I alle fald i forhold til mit eget humør...

Jeg havde jo i virkeligheden ikke lyst til at prøve med ham, og det var jo svært at blive vildt begejstret, når hele ens system kæmper imod, at det skal være sådan.
Det er ikke hans skyld. Han skal nok blive god. Er trods alt en af verdens førende sangere på området pt. Men naturligvis er det ikke det samme. For det første har Stig og jeg jo arbejdet sammen på det her projekt i årevis, og Stig er da en af de helt drivende og bærende kræfter for mig i arbejdet med at udvikle Ringen. Og Stig og jeg har arbejdet sammen siden 1995 på den ene eller den anden måde. Og Stig har jo en helt særlig sensitiv og indfølt, original og personlig måde at være til stede på scenen på. Jeg kender næsten ingen sangere, der kan det. Og når vi så i månedsvis har filet på indstillinger, nuancer osv., så siger det sig selv, at ingen på et døgn vil kunne få alt det med – også fordi han jo naturligvis på godt og ondt er en anden og har andre styrker og svagheder end Stig og dermed end den måde, rollen er bygget op på. Satans også.

Han var meget ked af, at jeg har ladet Gunther synge replikkerne, der hvor Siegfried kommer forklædt som Gunther. Meget ked af det. Kæmpede faktisk imod det, men jeg var nødt til at sige, at selv om jeg normalt respekterer det, hvis en sanger siger fra, så kan jeg naturligvis ikke nå at ændre det til i dag. Til gengæld var han meget glad for ideen om 3. akts 1. scene som en drøm: en slags ulykkelig vanvidsscene for Siegfried, hvor man kan spille imod den umiddelbare overskudsfornemmelse i Siegfried og vise, hvilket kaos der må råde inde i ham.

Han skal nok fungere godt, og alle vil være glade. Men det er bare ærgerligt ikke at få den der forløsning i dag på alle de års arbejde med den premiere, jeg havde drømt om. Nå, vi var heldige, at han ville komme og redde os, og det er jo den første cyklus i april, der er den rigtige premiere på det samlede værk. Så det går nok.

Er spændt, glad, mismodig, nervøs. Har lyst til bare at nyde dagen, men jeg er naturligvis lidt spændt på, hvordan det skal gå. Har dog også fået overbevist mig selv om, at forestillingen som sådan er ret robust og nok skal klare det. Det er the name of the game, når man laver opera. Det skal nok gå.

Baby

Vi fik en mail fra en dame, der havde været til generalprøven i går, og som var meget opbragt over, at vi brugte en levende baby i forestillingen, og som mente, at vi tilføjede babyen skader på sjælen for livet, som kan sammenlignes med følgerne af incest. Jeg var ret chokeret over sprogbrugen. Vi har jo fået lederen af Krisepsykologisk Afdeling på Rigshospitalet til personligt at vurdere det. Og han har lovet os, at babyen ikke kan tage skade på nogen måde på kort eller langt sigt. Babyen er væk fra sin mor i eet minut i alt, og holder i armene af en kvinde, der selv har børn også. Var chokeret over, at damen tog det så voldsomt og at hun var så vred. Og at hun tillod sig at have faste meninger om, at babyen ville tage skade, der kunne sammenlignes med incest!! Men vi må jo stole på eksperternes vurdering (og i øvrigt forældrenes), og alle er enige om, at det ikke er farligt på nogen måde. Men bliver bange for om mange vil reagere så voldsomt. Jeg synes ellers det er en hyldest til livet med den levende baby.

Har heldigvis også fået mange mails fra folk, der var meget begejstrede for generalprøven. Det blev jeg virkelig glad for. Jeg tror ikke, at folk ved, hvor meget det betyder med positive tilbagemeldinger, hvis man kan lide det. Jeg bliver altid sindssygt glad for det.

Øv

Øv øv øv øv. Stig kan ikke synge på søndag. Han er virkelig ked af det, og det er jeg sgu også. Hvor er det ærgerligt. Alt det arbejde med nuancerne og detaljerne, og nu bliver det så en gæst, der flyver ind i sidste øjeblik. Stig er så fantastisk en sanger, og hans person og tilstedeværelse bærer forestillingen meget, og det bliver bare ikke det samme, uanset hvor god indspringeren måtte blive. Det bliver Christian Franz, der jo er en glimrende sanger, og vi får en god lang prøve med ham i morgen. Han synger jo godt, og det skal også nok gå. Bare en virkelig ærgerlig måde at fyre slutningen på Ringen af. Og et mærkeligt antiklimaks. Og virkelig, virkelig synd for Stig, der jo er en stor del af den her Ring.

Nå, nu gælder det om at tage det som en oplevelse og se, hvor meget vi kan få med på halvandet døgn.

Generalprøve

Generalprøve i dag. Kl. 12. Med mig som Siegfried. Ja, mig. Nu er Peter og Guido blevet raske, og nu er Ylva forhåbentligt så småt i bedring. Men nu er Stig så blevet syg. Øv, og stakkels ham. Jeg tror stadig på, at han bliver frisk til søndag, men vi besluttede at skåne ham i dag.

Gode råd var dyre. Vi kunne ikke nå at finde en Siegfried (vi har dog nu en standby til søndag). Og at min assistent, Mette, skulle spille Siegfried forekom trods alt for grotesk! Så det endte med, at jeg selv gjorde det. Jeg lovede dog ikke at synge. Det tog Michael S sig delvist af. Det var mærkeligt og var selvfølgelig aldrig gået til en forestilling. Men det var, når det nu skulle være, også en ret stærk og fantastisk oplevelse for mig. En vild måde at slutte Ring-arbejdet af på.

Der er bestemt elementer af selvportræt både i Siegfried og i hele opsætningen, så det var ret sjovt at få lov til at give ham krop selv. Det har sikkert virket kejtet og forvirret, men jeg besluttede bare at give los og spille ud. Det var stærkt at opleve det indefra så at sige. Og at få lov til at give udtryk for de mange følelser, især i dødsscenen, nu hvor mit arbejde med Ringen slutter. Vildt.

Et par minder fra i dag: At være så tæt på og mærke sangernes fysik så voldsomt. Sved, lyd, intensitet. Det der virker så roligt nedefra virker virkeligt voldsomt oppe på scenen. Koncentrationen rundt om det hele, inden man går ind. Hvor ufatteligt kraftigt det lyder, når Irene synger ud, mens man ligger med hovedet mod hendes mave. At ligge død og mærke det hele køre rundt om sig. At se op i lyset og at mærke den der helt særlige magi sammen med de andre på scenen. At høre og se, hvor voldsomt meget de egentlig investere. Høre Irenes åndedræt, mærke Irenes sitren eller Guidos kraft... wow! Som en glad amatør fik jeg mig virkelig en på opleveren i dag. Det var ved at stige mig til hovedet i dag, da jeg ikke rigtigt kunne lide at tage Ringen af :)

Jeg er virkelig bevæget. Og ked af det. Nu er det slut. Kan slet ikke finde ud af, hvad jeg skal gøre med mig selv. Men jeg glæder mig også til søndag. Var klar til at tage en gennemspilning til lige nu (men det er jeg nu nok alene om..). Håber nu bare, at Stig og Ylva bliver raske. Håber det så meget, at jeg har lyst til at ringe til dem og trygle dem om at blive raske. Men det vil de jo nok også selv…