
Tirsdag, 30. maj, 2006 Ringen på DVD
Ringen er blevet foreviget til DVD-udgivelse, så The Copenhagen Ring bliver
stående som monument for eftertiden. The Copenhagen Ring er blevet optaget til
udsendelse på DVD af det samme hold, der forevigede Staffan Valdemar Holms
iscenesættelse af Rued Langgaards ANTICHRIST fra Ridehuset på Christiansborg.
Det er endnu uvist hvornår DVD-udgivelsen udkommer.
Tirsdag, 30. maj, 2006
Iscenesættelse går op i røg!
Med RAGNAROK i søndags er Ringen sluttet. I denne uge bliver kulisserne til den
første kongelige Ringen-opsætning i næsten 100 år revet ned og kørt til
forbrændingsanstalten. Det er for dyrt at opbevare den enorme mængde kulisser.
Søndag, 21. maj, 2006
Efter Ringen – debateftermiddag med Kasper Bech Holten
Få svar på dine spørgsmål og vær med til at diskutere Det Kongelige Teaters
opsætning af Nibelungens ring efter sidste opførelse. Kasper Bech Holten
fortæller om fem års arbejde med projektet, svarer på spørgsmål og diskuterer de
mange aspekter af det gigantiske værk og de valg, som måtte foretages, da værket
skulle realiseres på scenen.
Tid og sted: Hofteatret i Teatermuseet, Christiansborg Ridebane 18 -
torsdag 1. juni 2006. Kl. 17.00-18.30.
Der er gratis adgang – men kom i god tid, for der er ikke mulighed for at
reservere plads ... det er først-til-mølle-princippet, der gælder. Dørene åbnes
kl.16.30.
Mandag, 8. maj, 2006
Stig Fogh Andersen udnævnt til Kongelig Kammersanger
I den første pause i opførelsen af SIEGFRIED fredag 5. maj udnævnte Hendes
Majestæt Dronningen tenoren Stig Fogh Andersen, som sang titelpartiet i operaen,
til Kongelig Kammersanger.
Det er første gang denne ære tilfalder en sanger siden udnævnelsen af
Kongelig Kammersanger Inga Nielsen i 1998. Titlen er en ærestitel, som i Danmark
kan føres helt tilbage til 1700-tallet, og der er i tidens løb udnævnt omkring
50 danske kongelige kammersangere.
Torsdag, 27. april, 2006
Netbutik med spændende varer fra Nibelungens ring
I det Kongelige teaters nye netbutik kan du nu købe spændende varer fra
Nibelungens ring. CD'er, kuglepenne og T-shirts med flot logo
kan nu købes online - og du får det sendt direkte hjem til dig. Henrik
Engelbrechts nye bog "Brünnhildes ring" er der naturligvis også, sammen
men en masse andre varer fra Det Kongelige Teater.
Onsdag, 26. april, 2006
Scenografernes hjemmeside
Scenograferne Marie í Dali og Steffen Aarfing har skabt en hjemmeside om
deres arbejde med at visualisere Nibelungens ring:
http://www.scenograferne.dk/ringsite.html
Onsdag, 26. april, 2006
Politikens anmelder på nettet
Thomas Michelsen fra Politiken skriver løbende om sine oplevelser af den første
komplette Ring-cyklus.
Læs med
her.
Mandag, 24. april, 2006
Sidste-øjebliks-billetter til Ringen-operaer
Indtil nu har det kun været muligt at købe billetter til Wagners Nibelungens
ring i samlede pakker bestående af alle 4 forestillinger. Da der stadig er
ledige billetter, har teatret besluttet at åbne op for muligheden af
sidste-øjebliks-køb af billetter til samme aftens forestilling på de enkelte
operaer i Ringen.
Billetterne til samme aftens forestilling sælges til halv pris fra kl. 12.00.
Billetterne sælges udelukkende ved personlig henvendelse i Billetcenteret på
Kongens Nytorv.
Der kan højest købes 4 billetter pr. person.
Det er primært billetter i priskategori C (pris på dagen: 435, kr.) og
ståpladser (pris på dagen: 90,- kr.), der er tilbage.
Tilbudet gælder udelukkende samme aftens forestilling. Publikum, der ønsker at
sikre sig plads til de samlede Ring-opførelser, kan fortsat købe pakken på
uændrede vilkår og til oprindelig pris.
Mandag, 24. april, 2006
Reumert-pris til The Copenhagen Ring
I går aftes blev Det Kongelige Teaters opsætning af Nibelungens ring
præmieret med en Reumert-pris i kategorien "Årets opera". Juryens begrundelse
lød:
"Prisen for Årets Opera måtte gå til den samlede opførelse af Wagners
”Nibelungens Ring” i Kasper Bech Holtens opsætning. På Det Kongelige Teater har
det vældige værk i fire dele ligget i hænderne på en instruktør, som har valgt
SIN helt egen tolkning af myterne om guders og menneskers kamp om guldet og
magten. Sammen med sangere, scenografer, lysfolk og Det Kongelige Kapel har han
skabt en fortælling, der fører os gennem det 20. århundrede med gudedatteren
Brünnhilde som den centrale person. Det arketypiske og det moderne livssyn føres
sammen, og syntesen får på beundringsværdig vis dramaet til at lette."
Tirsdag, 18. april, 2006
Ny bog om Det Kongelige Teaters opsætning af Ringen er udkommet. Henrik
Engelbrechts: Brünnhildes ring
Bogen dokumenterer seks års arbejde, der kulminerer i april og maj i år med de
samlede opførelser af alle fire operaer. Én af Danmarks førende
teaterfotografer, Martin Mydtskov Rønne, står bag de mange forestillingsfotos,
der sammen med artikler, interviews, reportagefotos, scenografiske skitser og
Kasper Bech Holtens dagbogsnotater fortæller historien om Den Kongelige Operas
største satsning i mange år. Køb bogen i Operaens billetkontor, i Det Kongelige
Teaters billetcenter på Kongens Nytorv eller hos boghandleren.
Fredag, 7. april, 2006
Det Kongelige Teaters opsætning af Nibelungens ring er blevet nomineret
til en Reumert-pris ved årets uddelinger i kategorien "Årets opera". Uddelingen
af årets priser finder sted 23. april. Se mere på
www.aaretsreumert.dk
Tirsdag, 4. april, 2006
Prøverne med den verdenskendte tenor Placido Domingo er i fuld gang
Domingo gæster i denne uge Operaen
for første gang. Her vil han fredag 7. april synge partiet som Siegmund i Wagners opera
VALKYRIEN for en fuld sal. Med opførelsen af VALKYRIEN tager vi samtidig
tilløb til de samlede opførelser af Nibelungens ring, som afslutning på
mere end fem års arbejde med de fire operaer.
Læs de tidligere nyheder i
nyhedsarkivet
|