Nibelungens ring på cd og dvd
Af Henrik Engelbrecht
Måske er det vanetænkning – og måske er det fordi jeg voksede op med netop dén
indspilning af Ringen – men min topplacering på rangstigen er stadigvæk Georg
Soltis hyperenergiske studieindspilning fra 1966 (14 cd’er - Decca). Produceren
John Culshaw ville med den første komplette studieindspilning af Ringen genskabe
en sceneoplevelse hjemme mellem højttalerne. Stereoteknikken blev udnyttet fuldt
ud med masser af flotte lydeffekter, og sangerne er de bedste der kunne opdrives
dengang; bl.a. Birgit Nilsson som Brünnhilde, James King som Siegmund og Regine
Crespin som Sieglinde. Kun Hans Hotter er på vokalt tilbagetog som Wotan - men
han leverer til gengæld en psykologisk fænomenal fortolkning! Hvis det er en
studieindspilning man leder efter er der ikke meget at betænke sig på – endda
til mellempris i nyrenoveret teknik.
På en tæt andenplads kommer en liveindspilning fra selveste Wagner-mekkaet
Bayreuth. Mange af sangerne på Böhms Bayreuth-optagelse fra 1967 går igen fra
Soltis studieindspilning fra året før. Sættet her (14 cd’er – Philips) viser,
hvad Bayreuth kunne byde på i 60’erne; Nilsson er også her den ideelle
Brünnhilde med utrætteligt overskud i stemmen, og James King leverer igen sin
suveræne Siegmund. Theo Adam er bedre ved stemme end Hotter på Soltis
indspilning, selvom han ikke er helt så nuanceret. Bayreuth-orkestret spiller
med varme og dybde i klangen, og stemningen fra liveopførelserne er bevaret på
bedste vis - uden at host og nys fra publikum ødelægger oplevelsen. Igen en
indspilning til mellempris.
En komplet indspilning af Ringen er jo normalt noget af en udskrivning – men
sådan behøver det ikke at være. Egentlig troede jeg at prisen var en fejl, da
jeg så den komplette indspilning dirigeret af Günther Neuhold for første gang
(14 cd’er - Brillant Classics/Bella Musica). Selvom den koster mindre end to
fuldpris-cd’er er det en komplet indspilning af alle fire operaer – og det er
ikke engang et discountprodukt rent kvalitetsmæssigt! Her er chancen hvis du
vakler mellem en komplet indspilning af Ringen eller mad til resten af måneden;
her kan du få begge dele – og endda med fin lydkvalitet og mange fremragende
sangere. Ikke alle solister er på niveau med verdenseliten, men især John
Wegners Wotan er en udelt fornøjelse, og orkestret spiller dynamisk og
dramatisk. Bestemt ikke en andenrangs-Ring. Eneste rigtige minus er, at der ikke
følger libretto med cd’erne.
På DVD er det klare førstevalg en liveoptagelse af Patrice Chereaus skelsættende
Bayreuth-opsætning fra 1976 med dirigenten Pierre Boulez i den overdækkede
orkestergrav i festspilhuset (7 DVD – Philips). Optagelsen er foretaget i 1979,
og her må man overgive sig totalt til et uhyre gennemført scenisk koncept, samt
til de medvirkende sangere, som spiller teater så man glemmer alt om fordomme om
Wagnersangeres påståede umulige sceniske evner. Boulez afdækker musikken og får
nye detaljer frem, og man keder sig ikke ét sekund.
---
Flere oplysninger om disse og andre indspilninger af Ringen og Wagners øvrige
operaer findes på denne omfattende hjemmeside: http://go.to/wagner-discography
|
Artikler om musikken i Ringen
Henrik Engelbrecht:
Ringen set fra graven
Henrik Engelbrecht:
Nibelungens ring på cd og dvdPoul-Erik Vilsbæk:
WAGNERTUBAEN -
instrumentet, der kun fandtes i Wagners fantasi...
De fire operaværker
Læs mere om de fire fantastiske operaværker og se fotos, video, rollelister og meget andet:
Rhinguldet
Valkyrien
Siegfried
Ragnarok
Hvad sagde
de om Ringen?
Læs citater om Nibelungens
ring.
Biografier
Læs om holdet bag Ringen
Fordelingen af de dobbeltbesatte roller kan ses på www-kglteater.dk fra 1. august 2005.
Se de medvirkendes CV-er på www-kglteater.dk
Bikubenfonden er eksklusiv samarbejdspartner i forbindelse med produktionen af Rhinguldet
|