|
Mytologier
Af Kasper Bech Holten
"Mytens udtryksplan fremtræder på tvetydig vis:
Det er på samme tid mening og form, på den ene side fuldt, på den anden side tomt".
Roland Barthes: Mytologier
  
En kvinde kommer ind i et pulterkammer, tænder en tændstik. Hun – Brünnhilde – søger tilbage til sin fortid for at forstå sit liv, netop da alt, hvad hun ved om sig selv, ophører. Hun står midt i sit livs største krise og har netop svigtet det menneske, hun elsker over alt på jorden. På dette tidspunkt søger hun tilbage. Hun vil forstå sig selv. Hun vil skabe sin egen mytologi, sin egen ramme for at forstå sit levede liv. Her begynder vores opsætning af Wagners Nibelungens ring, sådan starter Rhinguldet.
Vi begynder altså ikke med begyndelsen, men med slutningen, og siden oplever vi hele Ringen som et stort flashback. Sammen med Brünnhilde rejser vi gennem hendes egen forhistorie, hendes eget liv. Vi følger hendes forsøg på at flikke fortiden sammen til en meningsfuld bagage, hun kan bruge til noget.
Dermed bliver fortællingen om ringen – der handler om hele verdens historie fra begyndelsen til slutningen – til historien om ét menneskes verden, en helt personlig mytologi. Men hvorfor nu det?
Wagners Ring er et uendeligt rigt værk, der siden 1876 uafbrudt har beskæftiget såvel kunstnere som intellektuelle og har affødt flere ekstreme tolkninger end noget andet operaværk. Ringen er et værk, som kan læses på uendeligt mange niveauer. Ringen er så rig, fordi ikke én tolkning kan hævde at have patent på indholdet i værket.
Man kan læse Ringen ind i en politisk kontekst. Det gjorde George Bernard Shaw i sin bog The Perfect Wagnerite, hvor han tolkede Ringen som et socialistisk opgør med kapitalismens udbytning af mennesker og natur. En helt anden politisk tolkning blev som bekendt læst ind i Ringen i Tyskland i 1930erne, hvor Wagners værk dyrkedes af Hitler. Fælles for de politiske tolkninger er dog, at de passer bedst i begyndelsen af Ringen, hvor tingene endnu er enkle og ukomplicerede.
Hitler blev op mod 1945 i stigende grad utilpas ved det faktum, at den rene ariske helt Siegfried i slutningen af Ringen naivt går sin egen død i møde. For Shaw passede det heller ikke godt, at revolutionens anfører Siegfried sammesteds fremstår både naiv, svigefuld og uden magt til at ændre verden!
Man kan også læse Ringen ind i en filosofisk kontekst. Wagner var selv dybt inspireret af flere forskellige filosoffer, herunder især den buddhistisk inspirerede Schopenhauer. Men selv om han skrev en slutning på Ringen, der var ren Schopenhauer, forkastede han den selv igen.
Ringen kan læses som en psykologisk udviklingsrejse, og bl.a. har den amerikanske forsker Robert Donington i Wagner’s Ring and it’s Symbols afkodet hele Ringen ud fra jungiansk dybdepsykologi, mens også Freud og andre har været læst ind i Ringen. Ja, man kan faktisk læse hele Ringen med alle dens figurer som en historie om forskellige aspekter af et menneske, hvor hver af personerne repræsenterer sin egen del af vores sammensatte psyke.
Ringen kan også læses historiekritisk (som Patrice Chereaus berømte opsætning fra 1976 gjorde det) såvel som æstetisk (lyt til James Levines eller Herbert von Karajans indspilninger eller se Robert Wilsons opsætning i Zürich). Og, og, og… Der er altså rige muligheder for at gå ind og afkode Ringen. Iscenesætterens største fristelse består da også, når det kommer til Ringen, dels i at ville demonstrere, hvor godt han har sat sig ind i disse tolkninger - og dels i at forenkle. Med symboler og overtydelige ideer har mange forsøgt at vise, hvordan Ringen skal forstås på én måde.
Men hvis Wagner ville have os til at forstå en ide på et intellektuelt plan, så havde han vel skrevet en bog i stedet? Det gjorde han faktisk. Han skrev adskillige bøger, og om end de kan være interessante nok at læse, er det jo mildest talt ikke for disse bøger, at Wagner i dag er berømt. Nej, hans præstation bestod i at gøre alle disse mange ideer levende i kød og blod som musikteater... og at gøre det simultant i stedet for ved at betone ét element ad gangen.
Hvorfor skulle det så ikke også være iscenesættelsens opgave at vise værkets mangetydighed i stedet for at forsøge at reducere det til kun at handle om et af de mange niveauer, Wagner selv bevidst lagde ind i sit værk? Wagner formåede at sætte vores tilværelses mange simultane niveauer ind i en større forståelsesramme ved at genfortælle dem som en mytologisk historie. Myten tager den konkrete betydning af billeder og sprog, forstørrer dem og tømmer dem for at gøre dem til symboler, vi hver især kan udfylde igen med vores konkrete betydninger. I mytologien genkender vi os selv, men føler samtidig vores "små" liv sat ind i en større sammenhæng, eller med Roland Barthes’ ord; "begrunder en tilfældig omstændighed i evigheden."
Netop her findes nøglen til vores læsning af Ringen: Jeg tror, at ethvert moderne menneske danner sig en egen mytologi. Tidligere kunne mennesket lettere skrive sig ind i en kollektiv mytologi, men i vores individualiserede modernitet forsøger hvert menneske at skabe sig en egen mytologi i et forsøg på at forstå og konstruere en mening om, hvem vi er. Derfor fascinerer Ringen os så meget: Fordi den skildrer netop denne proces. Wagner skaber en mytologi for det moderne menneskes behov for at mytologisere sig selv.
Vi lader derfor ikke Ringen handle om hele verdens historie, men om ét menneskes verden. Brünnhilde søger tilbage i sin families pulterkammer for at forstå: "herfra min verden går". Vi følger i løbet af Ringen hendes eget forsøg på at danne sig en personlig mytologi. Begivenheder, der i det ydre var små, pustes op til mytologisk størrelse, og vi kan konkret i iscenesættelsen skifte gear mellem erindringen, der kan spilles for pålydende, og de drømmende, urealistiske, oppustede øjeblikke, Brünnhilde selv oplever som "mytologiske".
Ved at gøre dette håber vi, at publikum får en chance for at identificere sig med denne proces. For forstår vi ikke alle kun alt for godt dette forsøg på at få livet til at give mening? Rejsen tilbage i erindringen, hvor vi forsøger at fortælle historien om, hvem vi er, så vi ikke blot er et produkt af tilfældigheder? Mytologiseringen af vores eget liv.
Samtidig giver det os måske muligheden for at skabe en iscenesættelse, der er mangetydig, så publikum forhåbentligt kan søge ind i værket på mange niveauer – alt afhængigt af, om det nu er den politiske, psykologiske, filosofiske eller måske æstetiske indfaldsvinkel, der interesserer os hver især.
For hvis iscenesætteren udefra skal demonstrere, at det denne gang er fx den politiske indfaldsvinkel, der gælder, udelukkes en masse. Men i oplevelsen af vores eget liv er der mange niveauer, og således også i Brünnhildes: Hendes liv formes både af den politiske udvikling på den store skala og hendes psykologiske kamp i forhold til mændene i hendes liv i det nære. Vi vil gerne åbne mange døre ind til værket.
Vi fortæller historien om et menneske. En rigtig familiesaga om hendes far, hende selv og hendes mand samt alle de venner og fjender, de er oppe imod. En familiesaga, som udspiller sig op igennem et helt århundrede, det 20. århundrede.
Wagner skrev sin Ring samtidig med at kimene blev lagt til de store ideologier, der skulle rive det 20. århundrede midt over. Nu på den anden side af det mest dynamiske og mest grusomme århundrede i menneskehedens historie, fortæller vi historien om en families liv op gennem dette århundrede og ser de store politiske dagsordener spejle sig i deres liv.
Sammen med Brünnhilde rejser vi gennem 20’erne og 30’erne i Rhinguldet, hvor de store ideologiske paladser bygges op, inden vi i Valkyrien når til 50’ernes kolde krig låst fast i de samme paladser med de store magter vogtende nidkært på hinanden i en udtærende venten. I Siegfried når vi til den unge helt, der i 1968 kommer og gør frygtløst op med fars regler og idealer i sin naivitet, inden selv samme helts naive glæde i Ragnarok mod slutningen af århundredet kommer frygteligt til kort ved sit møde med den rendyrkede ondskab, som vi så den i Bosnien eller Rwanda.
Men samtidig fortæller vi historien om en kvinde, der er bundet af et farkompleks så stærkt, at hun først alt for sent får gjort sig fri af fars indflydelse, og om de psykologiske dramaer, der udspiller sig rundt om familien Wotans middagsbord.
Op gennem århundredet såvel som igennem hendes eget liv bliver tingene stadig mere komplicerede og svære at overskue. Den enkle tolkning, som Shaw og Hitler kunne lide, bryder sammen, ideologierne kan ikke mere. Fra en overskuelig verden, der kunne forstås gennem en læresætning i en bog - eller for Brünnhilde selv: som fars pige - til en kompleks, moderne verden med hyperlinks, globalisering og magtens udvanding og forflytning.
Ved slutningen af Ringen kommer det derfor til Brünnhildes endelig opgør med sin fars, mændenes, måde at tænke på, der også har forpestet hendes eget liv: Endelig forstår hun, at den maskuline måde at tænke magt og ideologi på må bryde sammen, og hun sætter ild til sin fars ideologiske palads, Valhal. Tilbage står en kvinde, der gennem forsøget på at forstå sit eget liv, endelig har kunnet frigøre sig fra sin far for at blive sig selv. Sammen med hende står spørgsmålet, hvordan kvinden ville indrette magten og verden i det 21. århundrede, hvis hun fik chancen for at starte forfra.
Ved at gøre Ringen til historien om Brünnhildes forsøg på at forstå sit eget liv, forsøger vi at åbne værket imod de mange betydningslag, som gør det så fascinerende for os alle, i stedet for at lukke det om én tolkning. Vi gør det først og fremmest ved – som Wagner – at forsøge på at gøre disse mange problemstillinger levende i kød og blod: Ved at fortælle en god historie!
Den politiske historie spejler sig i den personlige. Den psykologiske historie er forudsætningen for den filosofiske. Men først og fremmest inviterer den forhåbentlig publikum med inden for i en rejse, der føles velkendt og foruroligende: Vores forsøg på – som Brünnhilde – at rejse tilbage i vores eget liv for at forstå, hvor vi kommer fra, så vi endelig kan gøre os fri og blive dem, vi egentlig er. Hvis vi tør. Fortsættelse følger…
|
|
De fire operaværker
Læs mere om de fire fantastiske operaværker og se fotos, rollelister og meget andet:
Rhinguldet
Valkyrien
Siegfried
Ragnarok
Artikler
Kasper Bech Holten:
Mytologier
Interview med Michael Schønwandt:
Om Rhinguldet
Kasper Bech Holten:
I evig opposition
Nila Parly:
Kvinderne i Rhinguldet
Rhinguldet i 1908
Fotogalleri
Se fotos fra Rhinguldet
Biografier
Læs om holdet bag Ringen
Rolleliste
Se rollelisten
Se de medvirkendes CV-er på www-kglteater.dk
Bikubenfonden er eksklusiv samarbejdspartner i forbindelse med produktionen af Rhinguldet
|
|
