Handling

Forhistorien
For mere end 40 år siden smedede Alberich en ring, der giver uendelig magt. Overguden Wotan røvede ringen fra ham, men måtte selv aflevere den til kæmpen Fafner som betaling for opførelsen af borgen Valhalla. Fafner forvandlede sig til en drage og har siden vogtet over ringen, men både Wotan og Alberich arbejder på at få den igen.

Wotan må ikke røve ringen, da det ville bryde hans egne love. Derfor fostrede han børnene Siegmund og Sieglinde, som skulle vinde ringen for ham. Planen mislykkedes, og de døde begge. Men inden hun døde nåede Sieglinde at føde hendes og Siegmunds søn, Siegfried. Han kan måske vinde ringen - men kun hvis Wotan ikke hjælper ham.

Wotan har måttet forstøde sin datter, valkyrien Brünnhilde, som satte sig op imod ham. Som straf skal hun være menneske og sove på et bjerg til en mand vækker hende. Men Wotan tændte en frygtelig ild rundt om hende, så kun den allermodigste engang vil kunne vække hende.

Alberichs lillebror Mime fandt den fødende og døende Sieglinde, og har siden taget sig af Siegfried. Han håber, at Siegfried kan vinde ringen til ham, og han har derfor opfostret Siegfried isoleret fra verden og uden at fortælle ham, hvem han er. På den måde regner han med at kunne manipulere Siegfried til sit eget bedste.
Til top   Print

1. akt
Mime prøver at smede sværdet Nothung, som knækkede i den kamp, hvor Siegfrieds far døde for mange år siden. Kun med det sværd kan Siegfried slå dragen Fafner ihjel.

Siegfried er blevet en ung mand, og han gør oprør mod Mimes regler og planer. Siegfried er begyndt at stille spørgsmål til sin opvækst, og til sidst må Mime fortælle ham, at han ikke er Siegfrieds far. Siegfrieds rigtige forældre døde for mange år siden, og han viser Siegfried det knækkede sværd. Siegfried kræver, at Mime skal smede det, men det magter Mime ikke; han mangler nemlig en afgørende egenskab.

Da Siegfried forsvinder, dukker Wotan op. Han kommer inkognito og kalder sig Vandreren - for at signalere, at han ikke blander sig, men blot ser på. Han har dog brug for at få fortalt Mime hvordan han skal komme videre, men da han jo ikke må blande sig, maskerer han det som en spørgeleg. Han fortæller Mime, at kun den, der ikke kender til frygt, vil kunne smede sværdet.

Siegfried vender hjem, og Mime opdager, at Siegfried ikke ved, hvad frygt er. Han lokker Siegfried til selv at prøve at smede sværdet - og det lykkes! Mime laver en sovedrik, som han vil give Siegfried, når plejesønnen har slået dragen ihjel.
Til top   Print

2. akt
Ved Fafners hule våger Alberich med sin søn Hagen. Wotan kommer og fortæller ham, at Siegfried og Mime er på vej. Han driller Alberich, der ikke forstår Wotans kåde opførsel.

Siegfried og Mime ankommer. Siegfried vil lære at føle frygt, og Mime lover ham, at dragen vil lære ham det. Mime gemmer sig, og da Fafner vågner, går Siegfried uden frygt i kamp med ham og dræber ham. Siegfried tager ringen uden at kende dens værdi.

Da han kommer til at smage Fafners blod, forstår han pludselig hvad en skovfugl synger til ham.

Skovfuglen fortæller ham, at han nu kan forstå, hvad Mime tænker, og ganske rigtigt: Mime vil give ham en sovedrik og derefter dræbe ham, så han kan tage ringen. Siegfried dræber på stedet Mime, men føler sig med det samme ensom. Mime var trods alt det nærmeste han kom til at have en familie. Men fuglen fortæller Siegfried, at han kan følge den til et bjerg omgivet af ild, hvor en kvinde - Brünnhilde - venter på ham.
Til top   Print

3. akt
Wotan er lykkelig. Hans barnebarn Siegfried har nu ringen, og er på vej til Brünnhilde - helt efter planen. Wotan opsøger sin store kærlighed, som han måtte opgive for mange år siden: Erda. Han vil fejre det og fortælle hende det hele, nu hvor han kan give slip på magten og endelig nyde livet med hende. Men Erda er blevet gammel og Wotan må også selv se sin egen alderdom i øjnene.

I stedet går han ud for at møde Siegfried, som nu skal overtage hans herredømme. Men da han endelig møder sit elskede barnebarn, opdager han, hvor svært det er at give slip på magten. Siegfried viser ikke nok respekt, og Wotan siger, at Siegfried skal frygte hans spyd. Men Siegfried er ikke bange og bryder endegyldigt Wotans magt - uden at vide, at det er hans egen bedstefar.

Siegfried går gennem ilden og finder den sovende Brünnhilde på bjerget. Han vækker hende, og hun er lykkelig for at se ham. Men Siegfried har aldrig set en kvinde før, og Brünnhilde har aldrig været menneske før. Nu skal de begge overvinde deres frygt for at give sig hen, men til sidst opgiver de aldrig forbehold og kaster sig lykkelige i hinandens arme.

Kasper Bech Holten


Til top   Print



De fire operaværker
Læs mere om de fire fantastiske operaværker og se fotos, rollelister og meget andet:
Rhinguldet
Valkyrien
Siegfried
Ragnarok

Artikler
Kasper Bech Holten:
Den komplekse helt

Henrik Engelbrecht:
Siegfried på dansk

Henrik Engelbrecht:
Da københavnerne mødte Fafner

Kasper Bech Holten:
Siegfried på tegnebrættet
Fotogalleri
Se fotos fra Siegfried
Biografier
Læs om holdet bag Ringen

Rolleliste
Se rollelisten

Se de medvirkendes CV-er på www-kglteater.dk
Bikubenfonden er eksklusiv samarbejdspartner i forbindelse med produktionen af Rhinguldet