Den komplekse helt
Af Kasper Bech Holten

Tredje del af Ringen – Siegfried – er på én gang den enkleste og den mest komplekse. Den er enkel at have med at gøre, fordi den er stramt og klassisk bygget op med hver akt som en række af tre dialoger - møder mellem to mennesker (med 2. akt som den lidt sprælske variant med hele fem møder mellem to mennesker plus et par større soloscener). Tidens enhed overholdes næsten, og selvom stedets ikke gør det, så foregår Siegfried indenfor et overskueligt univers.

Sådan er Siegfrieds verden. Overskuelig. Mime har kun ladet ham lære det allermest nødvendige, og hele tiden med en skjult dagsorden. Siegfried har ingen chance for at forstå sig selv til bunds, og operaen igennem møder han mennesker, der enten vil bruge ham til noget, eller som har travlt med at fortælle ham nogle for ham totalt uforståelige ting om hans egen fortid og herkomst.

Til top   Print

Hvad er han da for en helt, denne Siegfried? Det er det spørgsmål, der gør operaen kompleks. Vi er tvunget til at tage stilling til denne mærkelige og fascinerende person.

Det er umuligt ikke at have sympati for Siegfried. Han er en lyrisk sjæl, der længes efter at kende sandheden om sig selv, og som tørster efter kærlighed, forståelse, en ligesindet at dele sit liv med. Men netop det er det eneste, han ikke kan finde: En ligesindet.

Samtidig er det umuligt ikke at finde Siegfried afstumpet. Han er trænet i at være kriger, i at skulle slå ihjel, og alle mulige aktører, som han end ikke har mødt, har aktier i hans liv. Han er et redskab, og fra sin fødsel er han prædestineret til, på andres vegne, at skulle udføre den længe ventede handling: At slå Fafner ihjel.

Til top   Print

Derfor er hans problem, at han aldrig kan komme på niveau med de mennesker, han møder. Mime ved alt om hans forhistorie, men vil ikke dele mere af sin viden med Siegfried end højest nødvendigt – for så kan han ikke bruge Siegfried. Wotan ved også – gennem smertelig erfaring – alt om barnebarnet Siegfrieds historie og funktion, men han må ikke blande sig, og da han endelig gør det alligevel til sidst, går det galt. Selv dragen, han slår ihjel, viser sig at vide meget mere end Siegfried selv.

Da Siegfried endelig møder Brünnhilde, er der ingen tvivl om, at han virkelig bliver forelsket. Han har aldrig set en kvinde før, og nu lærer den frygtløse helt endelig frygten at kende. Men deres forhold er grundlagt på en stor ulighed fra start af: Brünnhilde udvalgte sig Siegfried som sin mand uden at kende ham, før han blev født, og hun ved alt om, hvorfor han blev den og skulle være den, han er. Hun er
måske stadig ung af krop – efter tyve års nedfrysning – og er lige så uerfaren som Siegfried, hvad angår f.eks. de seksuelle aspekter af dét at være menneske. Men under overfladen er hun meget ældre, og har oplevet og lært langt mere end Siegfried.

Og først og fremmest har Siegfried jo i virkeligheden ikke haft chancen for at vælge Brünnhilde. Det var besluttet for ham, længe inden han kendte hendes eksistens. Tal om arrangeret ægteskab! Med hans egen tante! Hvad der kommer ud af det, ser vi bl.a. i sidste del af Ringen. Den hedder Ragnarok, så gæt selv på, om det er nogen happy end …

Derfor må vores sympati ligge hos Siegfried, selv når han er socialt handikappet, og når han, som den bulldozer alle vil have ham til at være, maser sig brutalt frem gennem landskabet. Derfor kan Siegfried sagtens være helt og offer på én gang.

I vores Ring – vores ”portræt af det 20. århundrede” – er vi med Siegfried naturligvis nået til 1968. Til den tid, hvor en ung generation må gøre sig fri af fædrenes bestemmende regelsæt og finde sin egen vej i en rodet og tilsumpet verden. Til den tid, hvor en ny, smuk, ung drøm bryder frem og griber magten. Til den tid, hvor kærligheden får lov til at blomstre igen.

Til top   Print

Men også som vi så den drøm slå over i en perverteret brutalitet, når den ikke kunne finde sine egne ben at stå på eller forstod sig selv når drømmen og den lyriske sjæl blev til vold. Ligesom vi i dag må se på Siegfried og forstå, at den drøm, han repræsenterer, er uhyggeligt naiv, forudsætningsløs og midt i al sin skønhed magtesløs, når den støder op imod eller bliver udnyttet af andre kræfter, der ikke ønsker den samme gode verden.

I virkeligheden er Siegfried fostret inden for det gamle magtsystems rammer. Siegfried er Wotans barnebarn, og han er et produkt af Wotans og Mimes interesser. Han får ikke lov til at udfolde sig selv og sin egen sjæl ... han får aldrig lov til for alvor at træde i karakter. Han er manipuleret ind i et system, hvor han kun kan handle, som det forventes af ham, og uden at forstå, hvad han gør. Præcis som den døende Fafner advarer ham om.

Siegfried er et produkt af den samme maskuline magtudfoldelse, som han skal gøre sig fri af. Han er ikke en fri helt, men et sammensurium af den gamle verdens interesser. Han handler ud fra en maskulin og ideologisk logik, som er installeret i ham, endog uden at han ved om det.

Derfor er Siegfried heller ikke løsningen på Wotans og verdens problem. Derfor er den smukke drøm om kærlighedens frie udfoldelse i fejende C-dur i slut-ningen af Siegfried ikke enden på historien, men kun et kort pusterum. Derfor må vi igennem mange flere lidelser, før en løsning endelig måske træder frem ved slutningen af Ringen. Når selve denne maskuline logik endeligt lider skibbrud.

Til top   Print