|
Visionen og virkeligheden
Af Henrik Engelbrecht
Han var 35 år gammel, da han begyndte. Han var 61, da han satte det sidste pennestrøg i partituret. I årenes løb havde Nibelungens ring udviklet sig fra at være en enkelt opera til et gigantisk værk, som ingen før ham havde så meget som drømt om at stable på benene.
  
Ringen er en fantastisk vision. Et værk, som ikke ligner noget andet i musikhistorien, og som for altid ændrede den måde vi tænker på, når vi beskæftiger os med opera. Et værk, som er udtænkt af en multibegavelse, som levede i grænselandet mellem vision og virkelighed. En mand, som både skrev tekst og musik til en tidløs og universel mytologisk musikfortælling om menneskets valg og fravalg – og som samtidig havde virkelighedssans og dramatisk tæft nok til også at skabe et af de mest medrivende og vedkommende sceniske værker i verdenshistorien.
Komponisten, forfatteren, tænkeren og mennesket Richard Wagner er blevet skældt ud, tilbedt, hadet, forgudet, hånet og idoliseret som ingen anden i operaens verden. Der er skrevet flere bøger om ham og hans værker end om nogen anden komponist, og Nibelungens ring er uden tvivl det mest gennemanalyserede og omdiskuterede musikdramatiske værk overhovedet. Med sine fire dele med omkring 15 timers musik i alt er det på ingen måder en normal opera, men en hel verden man kan drage ind i, og bruge år af sit liv på at blive klogere på – og af.
Wagners inspiration kom i hovedsagen fra et tysk helteepos fra ca. år 1200, Nibelungenlied, samt fra den nordiske mytologi; den ældre og yngre Edda og den islandske Vølsungesaga. Ringens libretto gennemgik en lang række ændringer i årenes løb, inden den fik den form, vi kender i dag. Groft sagt skrev Wagner teksten baglæns opera for opera – og komponerede derefter musikken forlæns.
I oktober 1848 afsluttede Wagner arbejdet med et resumé af handlingen i, hvad han regnede med kun skulle være en enkelt opera. Han kaldte sin skitse for Nibelungen-myten som grundlag for et drama, og gik så i gang med at skrive en detaljeret prosaskitse til en opera med titlen Siegfrieds død. På det tidspunkt med bl.a. en helt anden slutning end Ringen har i dag; næsten en "happy end", hvor Brünnhilde og Siegfried følges ad til Valhal i slutscenen.
I november havde Wagner skrevet librettoen til Siegfrieds død – men han følte, at han også blev nødt til at fortælle forhistorien til det nye musikdrama, og dermed skabtes endnu ét; Den unge Siegfried. Senere kom både Valkyrien og Rhinguldet til, før Wagner endelig følte, at han havde styr på hele den indviklede historie. Og indviklet er det. Hvis man bare ser på f.eks. Siegmunds familieforhold i historien, så er han på én gang bror til sin kone Sieglinde, svigerfar til sin halvsøster Brünnhilde, svoger til sin søn Siegfried og dermed – hold nu fast – svigerfar til den kvinde, hvis far er svigerfar til hans egen søn!
Den unge Siegfried blev omdøbt til slet og ret Siegfried, og den sidste opera fik titlen Ragnarok - eller Götterdämmerung på tysk. Wagner begyndte at skrive musikken til Rhinguldet i 1853, og gik derefter i gang med Valkyrien. Musikken til det, som Wagner kaldte værkets 1. dag (Rhinguldet regnede han kun for et forspil – selv om den varer over 2 1/2 time!) blev til mellem juni 1854 og marts 1856. Efter nogle få måneders pause fortsatte Wagner med at skrive de to første akter af Siegfried – men afbrød så arbejdet med Ringen i 1857.
Det var bl.a. mødet med filosoffen Arthur Schopenhauers pessimistiske idéer om lidelse som livets normaltilstand, der gav Wagner anledning til at standse op. Hidtil havde det især været de revolutionære tanker fra 1848 og f.eks. en filosof som Ludwig Feuerbach og hans langt mere positive tanker om menneskets sociale adfærd, der havde været brændstoffet i Wagners utrættelige arbejde med den enorme historie om kærlighed og magt. Men nu stod Wagner overfor nye tanker – og samtidig mente han, at han havde brug for at videreudvikle sine musikalske færdigheder til resten af Ringen.
På det mere praktiske plan havde Wagner også desperat brug for penge, og var begyndt på hvad han i begyndelsen troede skulle være et enkelt, mindre værk, som kunne skaffe brød på bordet i et stykke tid. Det viste sig hurtigt, at Tristan og Isolde blev endnu et gigantisk værk, som blev en milepæl i musikhistorien.
Der gik 12 år før Wagner igen tog fat på Siegfried. I den mellemliggende tid havde han skrevet ikke blot Tristan og Isolde, men også sin eneste komiske opera, Mestersangerne. Nu, i 1869, følte Wagner sig klar til at fuldende sit største og mest ambitiøse værk, og det tog ham derefter fem år først at skrive resten af Siegfried og derefter den sidste – og længste – af de fire dele, Ragnarok.
Én af de musikalske teknikker, som mere end nogen anden er forbundet med Wagners navn, er ledemotivet. Hverken navnet, eller teknikken med at give et kort musikalsk motiv til en bestemt person, en begivenhed, en ting eller en følelse, er nu Wagners opfindelse. Til gengæld udnytter han, som ingen anden, de utrolige muligheder, der ligger i at anvende orkesteret som en løbende selvstændig kommentar til dramaet på scenen. Wagner skrev selv om teknikken i sit musikdramatiske manifest Opera og drama fra 1851:
"Disse melodiske øjeblikke bliver gennem orkestret så at sige vej-visere til følelserne i dramaets komplekse bygningsværk. Herigennem får vi hele tiden noget at vide om de dybeste hemmeligheder bag den digteriske hensigt, og vi får en umiddelbar deltagelse i virkeliggørelsen af den."
Ledemotivteknikken er grundpillen i Ringens musik. Der går næppe bare et halvt minut, uden at vi får i det mindste antydningen af et af de utallige motiver, der tilsammen udgør et sammenhængende tæppe fra begyndelsen til slutningen af hver akt i værket. Motiverne er indbyrdes i familie med hinanden, og de ændrer sig undervejs i historien. Wagner har ikke selv givet en nøgle til forståelsen af dem, og der er flere uklare punkter i navngivningen og betydningen af de enkelte motiver, som musikforskere stadig skændes om den dag i dag.
Wagner havde på alle måder store visioner: Ringen var ikke bare det længste og mest krævende musik-dramatiske værk, der nogensinde var skrevet; det skulle også have sit eget operahus, bygget specielt til formålet! Idéen var at skabe et sted, hvor man – publikum såvel som kunstnere – kunne drage hen og virkelig fordybe sig i værket i den uges tid, det tager at opføre Ringen. Det siger meget om Wagners overtalelsesevner, at han faktisk fik rejst penge til projektet – og det blev den lille by Bayreuth, der stillede et areal uden for byen til rådighed. Huset stod færdig i 1875, og her spilles Wagners store operaer stadig hvert år i sommerperioden ved de berømte festspil.
Wagner var en mand, som holdt af at have total kontrol over situationen. Han skrev selv både tekst og musik til Nibelungens ring – og han stod også selv i spidsen for prøvearbejdet ved uropførelsen af værket i 1876. Virkeligheden havde nu overtaget projektet med Ringen – og Wagner selv var den første til at se de uendeligt mange muligheder for at fortolke og genfortolke historien. Efter den første komplette opførelse af de fire operaer var Wagners egen kommentar: "Næste gang gør vi det helt anderledes!" Alverdens operahuse har taget ham på ordet lige siden.
|
|
De fire operaværker
Læs mere om de fire fantastiske operaværker og se fotos, rollelister og meget andet:
Rhinguldet
Valkyrien
Siegfried
Ragnarok
Artikler
Kasper Bech Holten:
Rejsen begynder
Kasper Bech Holten:
Tanker om Ringen i 2001
Vigtige datoer:
Wagner, Valkyrien og Nibelungens ring
Fotogalleri
Se fotos fra Valkyrien
Biografier
Læs om holdet bag Ringen
Rolleliste
Se rollelisten
Fordelingen af de dobbeltbesatte roller kan ses på
www-kglteater.dk
fra 1. august 2005.
Se de medvirkendes CV-er på www-kglteater.dk
Bikubenfonden er eksklusiv samarbejdspartner i forbindelse med produktionen af Rhinguldet
|
|
